Nyhedsmail januar 2020

Ny leder af Brøndby Musikskole
Opstart januar 2020
Babyrytmik
Forældre/barn rytmik
Nytårskoncert
BG rock
KulturLAB
Årsnåle
Ledige pladser

Ny leder af Brøndby Musikskole

Som det formentlig en mange bekendt har jeg valgt at gå på pension og stopper derfor som leder af Brøndby Musikskole med sidste arbejdsdag i slutningen af marts måned. Jeg har haft næsten 25 år på Brøndby Musikskole så det bliver svært at tage afsked med Musikskolen som igennem alle årene har givet mig så mange fine oplevelser.

Lige inden jul blev det besluttet at Lasse Malmqvist bliver ansat som ny leder af Brøndby Musikskole. Lasse er souschef på Brøndby Ungdomsskole så han kender allerede meget til Musikskolen.

Der bliver et par måneder, hvor Lasse og jeg vil være sammen om ledelsen, så han kan komme godt ind i arbejdet på Brøndby Musikskole. Jeg er overbevist om at Lasse vil være med til at fortsætte og udvikle Brøndby Musikskole så den fremover også vil være et spændende sted for børn og unge at træffe musikken i Brøndby.

Opstart januar 2020
Første undervisningsdag i januar 2020 er mandag den 6 januar. Der er ikke undervisning fredag den 3. januar idet Musikskolens lærere er til konference på Det Kongelige danske Musikkonservatorium.

På grund af kursus åbner kontoret først tirsdag d. 7. januar 2020.

Babyrytmik
Nye hold til babyrytmik starter tirsdag d. 7. januar. Der er stadigvæk plads på holdet så gå ind på Musikskolens hjemmeside og tilmed den ”lille ny”. Husk det er barnet der skal tilmeldes, mor eller far er med som værge.

Tirsdag kl. 10.45-11.30
på Brøndby Musikskole
Horsedammen 42

Forældre/barn rytmik i Brønden
I forbindelse med flytningen af Musikskolen startede vi i slutningen af august op med forældre/barn rytmik i Brønden. Vi var forberedt på at en opstart et nyt sted godt kunne give nogle udfordringer. Vi har i starten haft svært ved at få nok børn til holdene men i løbet af efteråret er der heldigvis kommet flere til. Vi vil rigtig gerne have lidt flere børn på holdene så kender I nogen som har lyst så giv dem endelig besked. Det er ingen hindring at starte midt i sæsonen, nye børn blive lige så stille en del af holdet. Vi har pladser på alle 3 hold.

Onsdag kl. 16.00-16.45 1½ - 2 årige
Onsdag kl. 16.45-17.30 3 årige
Onsdag kl. 17.30-18.15 4 – 5 årige

Tilmelding via Musikskolens hjemmeside

Nytårskoncert
Årets Nytårskoncert finder sted torsdag d. 16. januar kl. 19.00 på Kilden. Billetsalget til denne koncert er allerede gået i gang, I kan finde billetter til Nytårskoncerten her. Den traditionsrige koncert er altid meget velbesøgt og ofte bliver der udsolgt allerede 1 til 2 uger før koncerten. Der er musik allerede fra kl. 18.40, hvor der er foyermusik som man kan lytte til mens man venter på at komme ind i salen. Ved koncerten udnævnes årets Musikskoleelev og der uddeles 5, 10 og 15 årsnåle. Alle de festklædte deltagere er med til at gøre dette til en Brøndbybegivenhed der tales om!

Undervisningen på Musikskolen er aflyst torsdag d. 16. januar så alle kan koncentrere sig om den store koncert.

Årsnåle
Musikskolens støtteforening ”Musikalske Venner” var for nogle år siden initiativtager til at der blev fremstillet ”årsnåle” til elever der har været på Musikskolen i 5, 10 eller 15 år. Årsnålen er en pin med Musikskolens logo i bronze, sølv eller guld. Vi uddeler disse nåle i forbindelse med Musikskolens Nytårskoncert. I ugen op til Nytårskoncerten skriver vi til alle de nye modtagere af 5, 10 og 15 års nålen. På elevstamdata i vores administrationssystem (Speed Admin) kan I se om I har fået nålen, her kan I også finde jeres historik i Brøndby Musikskole.

KULTURLAB
Igen i år er Musikskolen med når der afholdes KULTURLAB i Brønden i skolernes vinterferie. Det er en mulighed for en kreativ vinterferie med en lang række spændende aktiviteter band, elektronisk musik, afrikansk tromme, dans, maling, og meget mere. Der er aktiviteter tirsdag, onsdag og torsdag i tidsrummet 10.00-15.00. Programmet for Kulturlab kan findes i løbet af den kommende uge på Oplev Brøndby.

BG rock
Igen i år afholder Brøndby og Glostrup Musikskoler en fælles bandkoncert. Sidste år prøvede vi for første gang at afholde koncerten i Kulturhuset Brønden i Brøndby Strand og det var så stor en succes at vi igen i år afholder koncerten i Brønden.

Fredag d. 31. januar kl. 19.00
Kulturhuset Brønden.
 Brøndby Strand Centrum 60, 2660 Brøndby Strand

BG rock er gået hen og blevet til en af de traditioner som Brøndby Musikskoles bands ser frem til. Billetprisen er 40,- kr. Billetter kan købes på billetnet eller ved indgangen, hvor der kan betales med mobilpay.

Venlig hilsen
Preben Renstrøm
 
.........................................................
Brøndby Musikskole
Horsedammen 42, 2605 Brøndby
Telefon: 4328 2050
Internet: www.brondbymusikskole.dk
E-mail: musikskolen@brondby.dk

Krypterede/signerede emails kan sendes til Musikskolen via dette Link -Forvent længere svartid.
15/01/2020